|
Hej J.
Tak for din mail.
Under og lige efter krigen skyder en række små virksomheder op, som forsøger at råde bod på den manglende import som lukkede grænser – valutarestriktioner m.v. medfører. Særlig galt er det jo med de varer – som ikke lige kan betegnes som livsvigtige for landet. Derfor ser vi en række driftige mennesker starte produktion af fiskegrej – og især fiskestangsproduktionen er udbredt. I det nordjyske finder Søren Christian Herman Sørensen (f. 1904) sammen med Ernst Tonnung – begge ansat i tobaksindustrien. De starter i krigsårene en fabrikation op på Lindholmvej i Nørre Sundby – i starten med fluer, flueæsker i træ og fangstnet – en fabrik vi kommer til at kende som Fiskestangsbrikken CIMBRIC. Der er her stængerne blive fremstillet – og i 1947 annoncerer man med ’fuldt sortiment’ i spinde og fluestænger. Man leverer til en del detailhandlere i nærområdet – og senere kommer større grossister til – bl.a. Petersen-Bach i Aalborg.
Fabrikken laver selv både ferruler og hjulfittings – bl.a. v.h.a. et par drejere fra Aalborg Værft – der finder lidt aftenarbejder på CIMBRIC. I 1953 overtager fabrikken fremstillingen af hele Petersen-Bach’s sortiment af Silver og Rex-stænger, og vi må formode at ikke mange stænger bliver solgt i eget navn. Vi har desværre ikke en oversigt over hvilke modeller der kan være sendt ud i eget navn.
Fabrikken får økonomiske problemer i 1954 og Søren Sørensen afhænder/lukker CIMBRIC, der dog fortsætter med salg fra et omfattende lager og en mindre produktion. Petersen Bach – der har været den største aftager af firmaets stænger, flytter sine indkøb/produktion til Fiskestangsfabrikken MARLIN, og dermed forsvinder de sidste muligheder og CIMBRIC afvikles endeligt i 1958.
Så din stang er fra Nørre Sundby – og bygget i efterkrigsårene – men de nærmere detaljer bliver nok sværere at få hold på, med mindre Du selv har lidt egne oplysninger at kombinere med.
Ps: Det blå hjul du omtaler lyder unægtelig som et CAMO hjul – ligeså dansk, men det er en helt anden historie.
MVH. Heinz
|