|
Hej C.
Så afgjort en vægstang, da den aldrig vil kunne sende dig på 3 ugers ungkarleferie til hverken Barbados eller bare Ærø, måske en kystbanebillet til hovedstaden – om den rækker til en returbillet, tør jeg ikke gætte på.
Nå, din stang kender jeg ikke – men det er en af mange, som næsten hver eller hver anden isenkræmmer med respekt for sig selv havde til salg, også da jeg var knægt. Mange lavede dem selv – købte en bambus-stang, satte ferruler, øjer og en hjulholder på – og vupti så sku’ man på fisketur. Jeg kunne formode, at da der er navn på din – kunne det enten være en danske grossist – eller en f.eks. tysk fremstillet relativt billig stang.
Da jeg var dreng blev mange af disse brugt på Langelinie i København – når makrellerne stod havnen ind – se det var tider!
Men dekorativ er den – og f.eks. et aluminiums centerpinhjul – måske et dansk CAMO eller BOCA ville passe på den – og så et flåd og en ormekrog – så er der dømt fiskehygge i det lille hjem.
MVH. Heinz
Ps: Jeg sender lige mailen til et par kloge hoveder – som måske kan komme med et kvalificeret gæt på navnet – jeg er i hvert fald blank!
|