Hej!

Fin hjemmeside - derfor prøver jeg om du kan fortælle mig lidt om min stang og hjul.

En velholdt Splitcane uden skader:

Copenhagen 1953

53122 Blue Fish Special Fishman 40 gr.

Todelt

Boca Forelhjul uden knarre i original kasse.

Som du skriver til en anden: Behold det og nyd det, men jeg er ved at rydde op på grund af alder, så er der fornuftige penge i det, skal det sælges.

Med venlig hilsen

M.

Hej M.

Tak for din mail.

Jeg skal prøve så godt jeg kan at få lidt historie først og fremmest på din stang, som faktisk er fra hovedstaden, modsat de fleste andre danske splitcanestænger der opstod i årene omkring krigen, og uddøde da tiderne igen blev normale med hensyn til import og valutarestriktionerne blev lempet op i 1950'rne. De sejeste holdt ud indtil den asiatisk bølge af grej skyllede ind over Europa i 1960'rne.

I starten af 1930'rne kom en dansk møbelsnedker Georg Andersen hjem fra en rejse i USA, hvor han havde lært at bygge splitcanestænger. Han etablerede sit eget firma og solgte en række gode splitcanestænger mærket G. Andersen. På et tidspunkt bliver hans firma større og navnet Dansk Splicane Industri bruges. Han leverer egne stænger til forhandlere og halvfabrikata til andre, som så sælger stængerne i eget navn. Desuden laves skistave, som meget nærliggende laves af bambus - som Andersen også har opdaget i USA, hvor f.eks. Orvis solgte tifold flere skistave end fiskestænger.

Først i 1950'rne har Andersen nået en alder, hvor han sælger sin forretning til en anden snedkermester, der driver Dansk Splitcane Industri videre - og kort tid efter sælges videre til en flerårig samarbejdspartner - firmaet Fishmann i 1954. Fishmann, der ejes af Poul Suder, har en voldsomt ekspansion i disse år, hvor man leverer alt til faget hørende - hjul, stænger, agn o.s.v. og dets annoncer findes i tidens fiskeblade hver måned. Om det er ekspansionen eller andre grunde ved vi ikke, men Fishmann går konkurs omkring årsskiftet 1955 - 56.

Så din stang er således fra før 1956, men mon ikke det skrevne tal 1953 nok er stangens produktionsår, det lyder sandsynligt.

Hjulet er et BOCA fra Aarhus området, hvor B.O. Bengtsen og Carl Andersen lagde forbogstaver til fabrikken navn. De producerede centerpinhjul som dit i tusindvis til danskerne i alle mulige størrelser og kulører - medehjul, fluehjul - og sågar også 3 modeller af fastspolehjul. Også denne fabrik fik dødsstødet med det asiatiske grejs indtog i større mængder i 1960'erne.

Selvom du forudser svaret - så bliver heller ikke du rig på ussel mammon for din stang og hjul - som på en auktion vil indbringe fra 3 til 500 kr., hvis det er i pæn stand uden skader.

Med venlig hilsen

Heinz Gerhard.