Hej Heinz. 

Jeg har lige købt en mindre gård i det nordjydske og har i den forbindelse fundet en gammel fiskestang som er sekskantet, og jeg tænkte om det kunne være en splitcane. Hvis det er, kan du, eller kender du nogen, som kan give et kvalificeret bud på hvad sådan en er værd. Jeg er selv lystfisker både med flue og spin, men splitcane er nok lidt for fint til mig, så jeg vil muligvis godt sælge den, hvis du kender nogen der vil købe. Den skal dog nok igennem lidt renovering.

Håber at du kan hjælpe mig.  

Med venlig hilsen Søren.  

Hej Søren.

Står der noget på klenodiet - enten på selve træet, på det nederste metal (helt i bunden) eller evt. på metalringene ved hjulholderen?

MVH. Heinz.  

Nej, der står ingenting nogen af stederne, du nævner der. Men set med mine øjne er der ingen tvivl om, at det er en sekskantet enhånds bambusfluestang. Men jeg ved ikke, om der engang er blevet lavet kopier, men det kunne jeg da ikke forestille mig, men man skal jo aldrig sige aldrig.

Tak for dit hurtige svar.

Søren.  

Hej Søren. Splitcane er som du måske ved opsplittet bambus - der er limet sammen i en 6-kant, og der lavet i hundredtusinvis i alle mulige (og umulige) fabrikater, modeller og kvaliteter. Nogle ganske få - f.eks. Hardy i England og Orvis i USA, samt nogle meget små klassiske stangbyggere har lavet nogle der i dag indbringer relativt høje priser. Men med mange menneskers forventning om prisniveauet på splitcane - blive tilsvarende mange ofte skuffet.
På vores auktioner sælges i dusinvis af splitcanestænger - fra nogle få hundrede kroner for de ukendte - til nogle få tusinde for de eftertragtede. Hardy - fluestang i kort model (max 7 - 7½ fod) i super stand, orig. udførsel og pose m.v. koster måske 2000 kr. - hvis den har kombinationen af høj brugsværdi - høj samlerværdi - og topkvalitet. Den dyreste stang vi i ca. 20 år har haft på auktion sneg sig lige over 3000 kr. Så ud fra det kan du danne dig et indtryk af hvad splitcane koster. Omvendt - ringer du i dag til Hardy og spørger om de vil lave en af deres klassiske modeller til dig - siger de ”jo-da” og slip 12- 14.000 kr. - men den pris siger altså ikke noget om, hvad der betales for de mange stænger, der findes på markedet.
Derfor siger jeg til mange - hvorfor sælge, hvis du som for din stang måske kan få nogle få hundredkronesedler - hvorfor ikke hænge den på væggen - eller videregive den i familien, måske til et barnebarn der kunne syntes det var sjovt af have "farfars" stang på væggen. Eller måske endnu bedre - fisk med den. Det kan den utvivlsomt sagtens tåle, og det er en herlig fornøjelse at fiske med, jeg gør det selv meget ofte.
Dette til din orientering.

MVH. Heinz.