Hej Heinz.

Jeg har netop på auktion købt en splitcanestang - Cambrian Fly Fishers of Wales 10 1/2 fod -  og ville gerne høre lidt om dens historie, da jeg intet kan finde på nettet.

Stangen er 3-delt med langt bundstykke, som kan skrues af. Den er tæt beviklet med rødt. Ringene er broringe med agatforet skyde og topøje. Hjulholderen er faktisk identisk med den, der sidder på Hardy`s Palakonastænger, altså sortlakeret metal med blank aluforskruning. På stangen står der kun ”Cambrian Fly Fishers of Wales 10 1/2 fod”, altså ikke noget om klassificering eller stangbyggerens navn, men jeg kan fortælle, at den kaster aldeles fremragende med en #8 line. Jeg agter at bruge den som tohånds, da den med sine 235 gr. (uden bundstykke) er mere end min kastearm kan klare.

Til slut skal nævnes, at den er i særdeles fin stand og er vel så rigeligt værd de 400 kr., som jeg gav for den.

 Mvh   P.

 

Hej P.

Ja, jeg så godt den auktion på Lystfiskerforum. Om stangen er prisen værd er altid et godt spørgsmål, men da du er glad for den og oven i købet vil fiske med den - jamen så er den jo i realiteten vildt meget værd - især for dig. Så tillykke med stagen - den har såmænd da lidt historie - men hvornår og hvordan den præcist passer ind i nedenstående historie ved jeg naturligvis ikke - men så har du da lidt baggrund for sagerne:

Stangen er formentlig fremstillet af/til en Sid Diggory (Sid= Sidney. Kendes også som Jim Diggory (født 1928), da hans mellemnavn var James) han fik sin uddannelse i Ellesmere i Schropshire (i det gamle Izaak Walton land - ikke langt fra Stonehenge i det midtvestlige England). Han var totalt skudt i gamle klassiske racerbiler (Lotus, Brabham osv) - og i fluefiskeri. Hans bilrelaterede forretninger gik konkurs i slutningen af 1960'erne (68 eller 69), hvor han havde sat en betragtelig arvet familieformue over styr.

Diggory fiskede meget og hans speycast færdigheder var legendariske - noget han brugte meget i den walisiske del af River Dee - hvor han fiskede laks hver sæson. Han starter en produktion op af splitcane laksestænger - og hans firma Cambrian Fly Fishers. Efter et par år udviklede firmaet sig til også at sælge country clothing (fritidstøj) under samme navn. Firmaet gik så fint op gennem 1970'erne og 80'erne, at han åbnede en afdeling i New York, som hans søn bestyrede en del år.

Sid Diggory trak sig tilbage omkring 1990 og helligede sig sit elskede fluefiskeri. Han drev en lille ènmands grejforretning først i Chirk og siden i Ostwestery i Wales frem til sin død i 1997. Hans meriter omkring racerbilerne er nok større og mere farverige end hans fiskeri og grej - men det er jo nok så sjovt alligevel. Hans navn omtales med stor respekt omkring walisisk motorsport, og han byggede og kørte selv - en del sagnomspundne racerbiler i sin tid.

På Orvis hjemmeside http://www.orvis.com/intro.aspx?subject=372" style="color:blue;text-decoration:underline" href="http://www.orvis.com/intro.aspx?subject=372" target="_blank">www.orvis.com/intro.aspx?subject=372  kan du desuden læse lidt om hans Moleskins-tøj, som han via Orvis introducerede til det amerikanske marked.

Håber Du dermed har lidt info til samlerskuffen!

Knæk og bræk med stangen derude!

MVH. Heinz