Hej Heinz!

Ved du, hvad en Hørgård laksesnelle - noget a la Hardy Longstone - ligger omkring i pris?

Er de til at få fat i??

MVH. L.
 

Hej L.

At sammenligne Hardy Longstone og Hørgaard's laksesnelle ligger nok ikke lige for, da Hørgaard er et vaskeægte laksefluehjul og Longstone er et saltvandsbestandigt såkaldt trollinghjul. At nogle bruger Longstone til harlingfiskeri på Namsen er en anden sag. 
Jeg vil dog tro at Hørgaard-hjulet vejer sådan ca. det dobbelte af Longstone. Desuden findes Longstone i mange variationer og fra 3½" til 4½" i størrelse og Hørgaards laksesnelle i bare èn størrelse, men tidsmæssigt to meget lignende udførsler (det ene er hammerlakeret sølv - den anden ditto grøn).
Hørgaard-hjulet er nok ikke det mest fikse i denne verden - men det er stort set uforgængeligt - og kan tåle både slag, tab og knubs i harlingbåde og på sten og klipper - uden det anfægter andet en kosmetikken. Så det er stadig et meget populært hjul - og det, det mangler i finesse og bremse - klarer en bred rund spolekant, hvor hånden klarer vilde udløb fra grumme norske laks.
Så er vi på Namsen (og ser lidt bort fra snob-effekten) - vinder det norske hjul mangefold - hvor Longstone er lidt af en sær (i mine øje ikke særlig køn) bastard - og dets største force er nok, at det rummer en forrygende masse line i de store størrelser, hvilket jo værdsættes på Namsen. Af samme grund er de danske CAMO-hjul og Hardy's store Silex-modeller jo meget brugt deroppe.
Hørgaard kan utvivlsomt findes til mellem 500 - 1000 kr. alt efter stand - Longstone afhænger meget af størrelse og model/årgang - men de koster nok 1000+ under alle omstændigheder og enkelte lidt sjældne modeller en del mere. 
MVH. Heinz